Ajax: Vil spille som Arsenal
Foto: Lionel Cironneau/Polfoto
Champions League

Ajax: Vil spille som Arsenal

Ajax-træner Frank de Boer hylder Arsenal trods Champions League-exit i Monaco tirsdag aften.

Arsenal kæmpede bravt, men manglede det sidste. Efter 1-3 i første møde skulle London-klubben score hele tre gange i Monaco for at sikre videre avancement i Champions League, men sådan gik det ikke. Klubben dominerede ellers opgøret, men måtte nøjes med sejren på 2-0. 

Præsentationen har dog givet genlyd i flere europæiske klubber. Blandt andet i Ajax, hvor træner Frank de Boer gerne ser sit mandskab spille som Arsenal: 

- Den måde de spillede på mod Monaco, er præcis den måde, vi gerne vil spille på også. Der skal presses højt, og bolden skal erobres tilbage med det samme. Jeg elsker at se Arsenal spille på den måde. Når man ser på deres mål, ligner det nogle gange futsal, de spiller. Afleveringerne og bevægelserne er på et højt niveau, siger Frank de Boer på et pressemøde onsdag. 

Ajax får selv muligheden i Europa League torsdag aften. Her møder det hollandske mandskab på hjemmebane ukrainske Dnipro, der vandt første opgør med 1-0.