Atletico satte igen Bayern på plads
Foto: Francisco Seco/Polfoto
Champions League

Atletico satte igen Bayern på plads

Ligesom i Champions Leagues semifinale i sidste sæson var Atletico Madrid en for stor mundfuld for Bayern München, da de igen mødtes i gruppespillet i den nye sæson.

I anden gruppekamp i gruppe D var der storopgør, da Atletico Madrid og Bayern München mødtes på Vicente Calderón, hvor det endte med en sejr til Atletico Madrid på 1-0 i gentagelsen af semifinalen i sidste sæson.

Det var en kamp, hvor Bayern München havde svært ved at bryde igennem den jern-defensiv, som Diego Simeone havde sat op mod de tyske tropper. Omvendt havde Atletico med enkle midler ofte farlige chancer. Flere gange ramte de sidenettet, og Fernando Torres havde et forsøg på stolpen.

Derfor var det ikke ufortjent, da den belgiske landsholdsspiller Carrasco sparkede bolden ind til 1-0 for Atletico i første halvleg. I anden halvleg havde Atletico muligheden kort før tid om at lukke kampen helt, da de fik straffe, da Arturo Vidal lidt klodset fik nedlag Filipe Luis i feltet. 

Men ligesom i sidste sæsons Champions League-finale, så brændte Antoine Griezmann sit forsøg med et skud på overliggeren. Det udløste et hårdt pres fra Bayern i de sidste minutter, men Atletico Madrid holdt stand og vandt kampen. Det var samtidig også første pointtab overhovedet i denne sæson for Bayern München, hvilket er med til at understrege, hvor flot Atleticos sejr er.

I gruppens anden kamp spillede PSV 2-2 med Rostov.

Gruppe D

1. Atletico Madrid: Målscore: 2-0 Point: 6
2. Bayern München: Målscore: 5-1 Point: 3
3. PSV: Målscore 2-3 Point: 1
4. Rostov Målscore: 2-7 Point: 1