Video : Tipsbladet
Champions League

Bedst og værst: Jan Gregus var god, da han ikke så rødt

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem FC København og Qarabag FK.

Tipsbladet.dk i Telia Parken

FC København - Qarabag FK 2-1 (1-0)

1-0 Federico Santander (45)

1-1 Dino Ndlovu (63)

2-1 Andrija Pavlovic (65)

Kampens bedste:

FC København:
Jan Gregus spillede gode 90 minutter for FC København. Essensen i den sætning er knap så meget, at slovakken var god - overraskelsesmomentet består mere i, at Gregus var på banen i 90 minutter. Han plejer at blive udvist i sådanne opgør. Men han gjorde det godt mod Qarabag - især i første halvleg. Gregus erobrede mange bolde, slog nogle fine pasninger og var tæt på at score på frispark. Slovakken var uopmærksom ved Qarabag-scoringen, og det trækker ned, men alt i alt en fin præstation af den til tider udskældte FCK-spiller.

Qarabag FK:
Gæsternes nummer 20, Richard Almeida, havde nok at se til på den centrale midtbane, og for det meste skilte han sig rigtig fornuftigt af med bolden. Almeida iscenesatte de fleste Qarabag-angreb og bidrog med et enormt stort løbepensum. Fin kamp af Qarabag-spilleren og det samme af målscorer Dino Ndlovu.

Kampens værste:
Der er langt fra Michael Lüftner til Mathias "Zanka" Jørgensen på nuværende tidspunkt. Midtstopperen havde bestemt ikke nogen god kamp for FC København, og det begyndte allerede at gå skævt, da han ragede en advarsel til sig efter fire minutter. Michael Lüftner var medansvarlig i udligningen til 1-1, og han kunne have kostet en scoring i første halvleg, da han forærede bolden til gæsterne i en ellers ufarlig situation.

Kampens detalje:
Peter Ankersen var flyvende. Bevares højre backen spillede en god kamp, men han var i bogstaveligste forstand flyvende i en herlig situation i første halveg, hvor Ankersen kastede sig bagud og stoppede et farligt Qarabag-angreb med et solidt hovedstød. Den aktion fortjener Peter Ankersen et skulderklap for, ligesom Robin Olsen gør for sin klasseredning på et hovedstød i starten af anden halvleg.