David Luiz om Mourinho: Ikke speciel for mig
Foto: Lionel Cironneau/Polfoto
Champions League

David Luiz om Mourinho: Ikke speciel for mig

Den tidligere Chelsea-spiller David Luiz langer før onsdagens Champions League-opgør mod sin gamle klub ud efter sin gamle manager José Mourinho.

Siden sin første periode i Chelsea har José Mourinho været kendt som The Special One, men der er i hvert fald én af hans tidligere spillere, som ikke deler den opfattelse.

David Luiz, som i sommer skiftede til Paris Saint-Germain, har tilsyneladende ikke det store til overs for sin tidligere manager. De to hold mødes i Champions League-ottendedelsfinalen på onsdag, og Luiz har allerede skudt gang i ordkløveriet. Adspurgt, hvad der gør Mourinho så speciel, svarer PSG-stopperen:

- Han er speciel for jer, ikke for mig. Jeg havde nogle gode øjeblikke i Chelsea og vandt mange titler. Jeg var meget glad.

Det første opgør i Paris endte 1-1, og dermed er intet afgjort før returkampen onsdag aften. Sådan ser David Luiz også på tingene, omend har tror på sit hold.

- De har gang i en fantastisk sæson, forsvarer godt og har store spillere, men frem for alt kender jeg mit hold. Vi vil forsøge at score og spille, som vi ved, vi kan. Vi vil have en god plan for kampen og implementere den bedst muligt for at opnå en stor præstation. Begge kan stadig avancere, lyder analysen fra Luiz.