Video : Tipsbladet
Champions League

Dortmund-stjerne risikerer at misse Real Madrid-braget

Når Borussia Dortmund onsdag møder Real Madrid i Champions League, kan det meget vel blive uden Marco Reus.

Der er ikke den helt store spænding af spore i Champions League-gruppe F. Her er både Borussia Dortmund og Real Madrid sikkert videre efter fem kampe, men førstepladsen er dog på spil, når de to mandskaber tørner sammen i en direkte duel onsdag aften. Dortmund fører lige nu gruppen med 13 points, mens Real Madrid står noteret for 11. 

Dortmund har modsat Bundesligaen været særdeles sikre i Champions League i denne sæson, hvor det kun en enkelt gang er blevet til en remis udover de mangeg sejre. Den faldt på hjemmebane mod netop Real Madrid, da de to hold spillede 2-2 tidligere på efteråret. Onsdag venter så den endelige finale mellem de to hold på Santiago Bernabeu i Madrid. 

Her risikerer Dortmund dog at blive alvorligt svækket. Det kunne træner Thomas Tuchel afsløre, da han tirsdag aften satte sig til rette ved pressemødet før kampen. Her kom det nemlig frem, at Marco Reus risikerer at være ude: 

- Marco Reus er blevet ramt af sygdom. Det er formentlig influenza. Vi vil rigtig gerne have, at han spiller den kamp for os, men det kan vi først vurdere i morgen. Onsdag omkring middag beslutter vi, om han skal være med i truppen, siger Thomas Tuchel på pressemødet. 

På pressemødet kunne Tuchel desudenn fortælle, at også Raphaël Guerreiro fortsat kæmper med muskelproblemer forud for kampen.