Video : Tipsbladet
Champions League

Engelske legender revser FCK-stjerne: Chokerende!

Kamil Grabara havde ikke en god dag på kontoret mod Manchester City, og efter 3-1-nederlaget på Etihad Stadium har FC København-stjernen fået hård kritik af flere engelske kommentatorer.

Han har længe været en stor profil i FC København, men i onsdagens 3-1-nederlag til FC København fik Kamil Grabara bestemt ikke vist sig godt frem. 

Kamil Grabara var chanceløs ved Manuel Akanjis 1-0-mål efter fem minutters spil, men blot fire minutter senere begik FC København-keeperen en ukarakteristisk brøler, da han fumlede Julian Alvarez' ufarlige skud i netmaskerne. 

Og efter FC Københavns 3-1-nederlag på Etihad Stadium har flere engelske kommentatorer været hårde ved Grabara efter FC København-stjernens store fejl. 

Manchester United-legenden Rio Ferdinand kom med en reference til tv-programmet 'The Masked Singer', hvor kendte mennesker synger, mens de er iklædt maske, for at skjule deres identitet. 

- Jeg troede, at det måske var 'The Masked Singer', der stod mellem stængerne, da jeg så den langsomme gengivelse. Det er et opportunistisk forsøg. Han sparker og krydser fingre. Han fik lidt fart på sit skud, og målmanden var ukoncentreret, lød det fra Rio Ferdinand i BT Sports-studiet, mens en anden tidligere Manchester United-profil, Darren Fletcher, også nævnte Grabaras maske. 

- Den eneste undskyldning, han kan have, er, at masken måske gled ned over hans øjne. Ellers kan jeg ikke komme på en undskyldning for ham. Han er nødt til at redde den der. Den kommer direkte imod ham, lød det fra Fletcher. 

Heller ikke Arsenal-legenden Paul Merson var imponeret over Kamil Grabara ved 2-0-målet. 

- Oh my god. Målmanden lader den bare gå ind. Han har en maske på. Han kunne lige så godt hive en pose over hovedet. Det er virkelig chokerende, lød det i Sky Sports-studiet fra Merson. 

Efter 3-1-nederlaget til de engelske mestre var Kamil Grabara da også selv meget kritisk over sin egen præstation på Etihad Stadium. Det kan du læse om HER