Video : Tipsbladet
Champions League

Grædende Mourinho kørte hjem til Ronaldos hus

José Mourinho har nu åbnet op om Real Madrids bitre Champions League-exit mod Bayern München tilbage i 2012.

De tromlede al modstand i La Liga, men i Champions League endte 2011/12-sæsonen på bitter vis for Real Madrid, der røg ud til Bayern München efter straffesparkskonkurrence i semifinalen. 

Både Cristiano Ronaldo, Kaká og Sergio Ramos misbrugte deres forsøg i straffesparkskonkurrencen, og efter det bitre exit var stemningen i omklædningsrummet selvsagt voldsomt nedtrykt. 

Cheftræner José Mourinho formåede i første omgang at holde tårerne tilbage, men senere på aftenen måtte portugiseren give efter for følelserne. 

- Jeg græd. Selvfølgelig ikke på banen eller i omklædningsrummet. Men jeg græd, da jeg kørte hjem. Og på vejen hjem fik jeg så et opkald fra Jorge Mendes (daværende agent for både Mourinho og Ronaldo, red.), som sagde: 'Gør mig en tjeneste: Kør over til Cristiano, for han er helt knust.' 

- Jeg svarede ham: 'Jeg er også helt knust!' Men jeg gjorde det... jeg måtte forberede mig selv. Ingen tårer og så over til Cristianos hus. Han havde det på præcis den samme måde, som jeg havde det. Vi var ødelagte, lyder det fra José Mourinho i et interview med Amazon Prime. 

Bayern München tabte efterfølgende til Chelsea i finalen, mens José Mourinho forlod Real Madrid et år senere, da portugiseren rykkede retur til netop Chelsea.