Video : Tipsbladet
Champions League

Guardiola: Vi skal møde turneringens konger

Der er godt med respekt for Real Madrid fra Pep Guardiola.

For to sæsoner siden var det Real Madrid, der vandt samlet. I sidste sæson var det Manchester City, som tog sig af den samlede sejr - og nu venter der endnu et opgør mellem de to storklubber i Champions League.

Pep Guardiola pegede ved Citys pressemøde fredag på, at de skal til at vænne sig til at møde dem i turneringen.

- Det ser ud til, at det er blevet en tradition. Tre år i træk spiller vi mod turneringens konger. Jeg håber, vi kan være i god form, for der er stadig flere uger til den første kamp i Madrid, fortæller Guardiola.

Desuden giver han ikke meget for, at det er en fordel for dem, at de skal slutte hjemme i de to opgør, som nu venter for dem.

- I år spiller vi hjemme, for to år siden spillede vi ude. Sådan er det. Vi skal bruge to gode kampe, siger han og fortsætter:

- For os er dette noget nyt, for Madrid er det ikke specielt at være i eliminationsrunden. I de seneste år har vi været meget stabile. Vi er begyndt at være med i disse runder, og når du er i disse runder, begynder du at spille mod verdens bedste, lyder det fra Guardiola.

Endvidere minder han om, at hvis man tror, at nogen har fået en let lodtrækning, så er det fordi, man undervurderer den klubs styrke.

Manchester City slog i sidste sæson Real Madrid med samlet 5-1, hvor en 4-0-sejr på hjemmebane var særdeles medvirkende. Det endte desuden med, at de selv vandt turneringen, ligesom det var tilfældet for Madrid-holdet for to år siden.