Video : Tipsbladet
Champions League

Isaksen før Bayern: De kan både vinde og tabe 5-1

Selv er han også opmærksom på, at Bayern-defensiven har nogle huller.

Senest Gustav Isaksen spillede mod Bayern München drev han gæk med tyskernes defensiv, og han fik også et straffespark, som Immobile sparkede ind til 1-0, som også blev kampens resultat i Rom.

Nu venter returkampen tirsdag aften, og det er en kamp, som Isaksen glæder sig helt vildt til. Det fortæller han i et interview med Viaplay, som kan ses i videoen øverst i artiklen.

- Det bliver jo ikke større end at skulle møde Bayern herinde. Jeg tror ikke, at jeg endnu kan forestille mig hvor vildt et sted, det er at spille nu. Jeg har spillet nogle fede steder, men jeg tror, at det måske bliver toppen af poppen det her, siger offensivspilleren.

Derudover er han ikke bleg for at fortælle om, hvordan de har talt om Bayern efter at have set nogle af deres kampe.

- Altså, de er jo helt vanvittigt gode offensivt, men de har også nogle huller nede bagi. De seneste kampe de har spillet, har de kunne vinde 5-1, men de har også kunne tabe 5-1. Der kommer til at være nogle chancer den anden vej, men det er klart, at førsteprioritet er at lukke af, siger han og fortsætter:

- Vores træner (Sarri red.) sagde også i går, at han ikke ved, hvor længe siden det er, at Bayern ikke har scoret på deres egen bane. Så det er klart, at hvis vi skal have en større sandsynlighed for at gå videre, så skal vi gå op og score ét eller to mål i morgen. Jeg tror ikke, at det er nok bare at lukke af nede bagved. Men det bliver det vigtigste at prøve at lukke af, forklarer Isaksen.

Vi kan hjælpe Lazios træner med hukommelsen, da det var FCK tidligere i denne sæson, som sidst gik fra banen på Allianz uden, at Bayern fik scoret. Det var 29. november.

Om ikke andet står det klart for den tidligere FC Midtjylland-topscorer, hvad hans opgave bliver i kampen.

- Jeg skal gøre mine defensive pligter, men når muligheden byder sig, så skal jeg også bare afsted den anden vej. Der kommer helt sikkert noget plads den anden vej. De spiller rigtig offensivt og giver noget rum. Jeg håber, at der bliver lidt muligheder den anden vej, men først og fremmest skal vi have lukket af, fastslår Isaksen.

Han bemærker desuden, at det vil være det største resultat i Lazios historie, hvis de går videre til kvartfinalen i Champions League.