Video : Tipsbladet
Champions League

Kølig FCK'er: Så ved Man City, at de får problemer

FC København skal på en noget nær umulig opgave mod Manchester City onsdag aften.

FREDERIKSBERG (Tipsbladet): Man siger, at alt er muligt for den, der bærer viljen i hjertet, men der skal godt nok megen vilje til for at tro på, at FC København kan avancere i Champions League.

De danske mestre skal vinde med mindst to mål på udebane mod Manchester City, og det ligner det tætteste, man overhovedet kan komme på mission impossible

Men FCK er naturligvis nødt til at tro på det, og det gør Kevin Diks, som Tipsbladet sammen med den øvrige presse mødte tirsdag formiddag på Frederiksberg kort inden "løvernes" afrejse til England.

- Vi må være realistiske og sige, at det bliver svært. Det er verdens bedste fodboldhold, vi møder, men vi ved også, at alt kan ske i fodbold. Da vi mødte dem i Parken i sidste sæson, fik de et rødt kort tidligt i kampen, det kan ske igen, og måske scorer vi det første mål. Jeg kommer ikke til at sige, vi ikke kan gøre det, siger Kevin Diks og fastslår, at det har været nogle tunge dage i FC København.

- Det har været en lortefølelse siden i fredags. Vi er ikke på førstepladsen, og det burde vi have været efter Brøndbys uafgjorte resultat mod Vejle.

Kan ikke undervurdere FC København
Hvis miraklet skal indtræffe onsdag aften på Etihad Stadium, vil det kræve, at Manchester City tager for let på opgaven efter 3-1-sejren i den første Champions League-ottendedelsfinale i Parken.

Kevin Diks tvivler dog på, at det bliver tilfældet.

- Hvis de undervurderer os, ved de godt, at de kan få problemer. Man kan ikke undervurdere FC København, og vi har vist hvorfor i Champions League, fastslår hollænderen.

Holdkammeraten Elias Jelert vil ikke udelukke, at Erling Haaland, Kevin De Bruyne og de øvrige Manchester City-stjerner kommer ud med en tilbagelænet attitude.

- Det kan godt være, de undervurderer os. Jeg ved ikke, hvad de har tænkt sig at gøre, og hvilket hold de stiller med, men hvis de tror, det bliver en stille og rolig dag på kontoret, kan vi måske overraske dem, siger Jelert og tilføjer:

- Et drømmescenarie er, hvis vi scorer et mål i løbet af det første kvarter, for så kan vi lægge ekstra pres på dem.

Selv om Mancester City på udebane i en Champions League-kamp kan være en nærmest intimiderende opgave med den stjerneparade, hjemmeholdet stiller med, er der ikke megen nervøsitet at spore tirsdag formiddag på Frederiksberg.

Bange anelser er der slet ikke.

- Nej, nej, nej. Jeg er ikke 17 eller 18 år længere. Jeg elsker de her kampe. Man kan måle sig med de bedste spillere i verden, fastslår Kevin Diks.

Der er kickoff mellem Manchester City og FC København onsdag klokken 21.00.