Champions League

Shakhtar sigter efter CHL-pokalen

Der er store ambitioner i den ukrainske storklub - ifølge klubpræsidenten går man efter pokalen med de store ører.

I går vandt Shakthar Donetsk mesterskabet for andet år i træk, da man slog Metallurgh Donetsk med 2-0.

Og for klubpræsidenten i Shakhtar, Rinat Akhmetov, kommer det ikke som den store overraskelse, og selvom glæden er der, så er det først nu, at arbejdet kommer, mener præsidenten.

- Jeg har altid understreget, at titlen ikke er det vigtigste mål. Titlen er det, der giver os en plads i Champions League. Det seriøse arbejde begynder først nu. Det er meget vigtigt for os at gøre det godt i Europa, siger klubpræsident Rinat Akhmetov ifølge UEFA’s hjemmeside.

Og klubpræsidenten tror på, at Shaktar en dag kan vinde den fineste turnering af alle - nemlig Champions League.

- Jeg tror, at vi ved at tage det skridt for skridt kan vinde Champions League.

Shakhtar gjorde fin figur i dette års udgave af Champions League, men drømmen stoppede brat, da man røg ud til Barcelona med samlet 6-1.