Simon Kjær: Vi kunne have fået de tre point mod Liverpool
Foto: Getty Images
Champions League

Simon Kjær: Vi kunne have fået de tre point mod Liverpool

Simon Kjær kunne godt se sit hold, Sevilla, hente alle tre point i Champions League-opgøret mod Liverpool onsdag aften.

Simon Kjær og Sevilla fik onsdag aften 2-2 på udebane mod Liverpool, og det var en stor test for den spanske klub, der i første halvleg var under hårdt pres, men alligevel fik Kjær og Co. ét point med sig. Det var ikke noget, som Kjær selv kunne se det gale i. Faktisk kunne han godt have set dem vinde, da Sevilla selv havde en stor chance til sidst i kampen.

Det gjorde han klart i et interview på TV3+ umiddelbart efter kampen.

- De kommer med et stort tryk, og det var vi klar over. Vi prøvede på at stå imod, og de fik nogle chancer, men når de ikke får scoret, så giver det os muligheden for at komme ind i kampen, og med lidt held og skarphed til sidst, så havde vi også taget de tre point med den chance, vi har, lyder det fra den danske landsholdsanfører, som fortsætter:

- Det er fodbold nu engang, og det er små tilfældigheder, der gør om man bliver inde i kampen. De brænder et straffe. Men 2-2 er efter omstændighederne et ok resultat for os, siger Simon Kjær.

I næste runde hedder kampene Spartak Moskva-Liverpool og Sevilla-Maribor i en pulje, hvor alle er på ét point efter første kamp.