Video : Tipsbladet
Champions League

Ustyrlig Kylian Mbappé sender PSG videre

Kylian Mbappé scorede begge mål, da Paris Saint-Germain slog Real Sociedad med 2-1 og dermed 4-1 samlet.

Paris Saint-Germain er uden de store problemer klar til kvartfinalerne i Champions League.

Tirsdag aften vandt det franske mesterhold med 2-1 ude over spanske Real Sociedad, der dermed blev slået med 4-1 sammenlagt over to opgør i ottendedelsfinalen.

PSG havde vundet hjemme med 2-0, så Sociedad kendte de svære præmisser for avancement.

Det kom spanierne aldrig i nærheden af. De havde slet ikke kvaliteten til at udfordre PSG.

Ikke overraskende var det superstjernen Kylian Mbappé, der begravede Real Sociedads muligheder. Han scorede begge PSG-mål.

Efter et kvarter fik han fra en position helt nede ved baglinjen driblet sig på skudhold, og med et resolut spark udplacerede han Alex Remiro i målet ved at sende bolden i det lange hjørne til 1-0.

Ti minutter efter pausen var Mbappé på spil igen. Han blev spillet fri på kanten af offside, og han udnyttede friløberen ved at sparke bolden i det korte hjørne denne gang.

Real Sociedad kom mere til fadet i anden halvleg og havde også bolden i nettet efter godt en times spil, men målet blev annulleret for offside.

Først i det 89. minut lykkedes det for Mikel Merino at reducere, men det var ren kosmetik.

Real Sociedad befinder sig i en svær periode, og det er nu blot blevet til én sejr i de seneste ti kampe.

Derfor var PSG ikke overraskende en alt for stor mundfuld.

Det er første gang siden 2021, at PSG når kvartfinalerne. De to seneste sæsoner har ottendedelsfinalerne været endestationen for den storsatsende Qatar-ejede klub.

I en årrække har Champions League-trofæet været klubbens altoverskyggende mål, men det bedste resultat er stadig finalen i 2020, hvor Bayern München vandt.

/ritzau/