Verratti: Barcelona troede ikke på det
Foto: Clive Rose/Getty Images
Champions League

Verratti: Barcelona troede ikke på det

Selv Barcelonas egne spillere havde mistet troen på, at et comeback mod PSG kunne lykkes.

Det syntes som en umuligt mission for Barcelona at skulle vende et 4-0-nederlag til en samlet sejr over PSG i Champions League.

Et mål af Luis Suarez få minutter inde i kampen gav dog fornyet håb, og efter 50 minutter bragte Lionel Messi holdet i front med 3-0, men så scorede Edison Cavani for PSG, hvilket tilsyneladende fik Barcelonas spillere til mere eller mindre at give op.

Med reglen om udebanemål skulle Barcelona nemlig op og score hele tre mål mere og altså vinde kampen 6-1.

- Med Cavanis mål fik vi noget fred. Jeg snakkede med flere af Barcelona spillerne, og de sagde til mig, at det var forbi, siger PSG-profilen Marco Verratti ifølge goal.com.

Efter 88 spillede minutter syntes PSG da også sikre på videre avancement, men så begyndte Barcelonas mirakel.

- Jeg kan ikke finde en forklaring på, at de scorer tre mål på syv minutter. Det er fodbold.

- Det er en kamp, som jeg aldrig glemmer. Jeg håber, det her er en lektion til alle sammen, slutter Verratti.

Et 4-0-nederlag i første kamp er aldrig nogensinde blevet vendt til samlet sejr i Champions League-slutspillet før.