Viasat efter CL-kritik: Fremragende dækning
Illustration
Champions League

Viasat efter CL-kritik: Fremragende dækning

Hos Viasat er man tilfreds med dækningen af Champions League-finalen, selvom der har været kritik fra flere fronter.

Der var lagt op til en stor sportsfest på den danske Viasat-kanal TV3+ lørdag aften. 

Udover Champions League-finalen mellem Bayern München og Bayern München, blev der også afviklet en markant boksekamp i London mellem Mikkel Kessler og Carl Froch, og da Viasat havde rettigheder til begge begivenheder, var der stort fokus på begge kampe i løbet af aftenen. 

Før, under og efter Champions League-finalen var der også fokus på boksekampen, og selvom Viasat havde interviews med både Wayne Rooney, Ebbe Sand og Frank Arnesen, udtalte de alle sig om boksekampen. 

Det sædvalige line-up med Jes Dorph-Petersen og Brian Laudrup var også på skærmen for at bage op til fodboldkampen på Wembley, men ikke alle fodboldfans var vilde med bokseindslagene i forbindelse med Champions League-finalen. 

På de sociale medier var der således mange hug til Viasat for den øgede fokus på boksning, og flere fremtrædende personer meldte deres utilfredshed og annoncerede et kanalskifte til tyske ZDF, der også viste kampen. 

”Viasat, det her tager prisen. Hvis I havde været indenfor rækkevidde, havde I fået en flad. ZDF har reddet min aften,” skrev journalisten og debattøren Peter Brüchmann, mens det satiriske fodboldnørd-univers FODBOLDBROK tog mere markante ord i brug: 

"Random reklamepauseinfo 4: Vi har ZDF på vores digiboks!!! Fuck you so much Viaskvat-typer. Nu går vi ganz unglaublich Deutsch wahnsinn-amok," skrev de på Twitter-profilen, der har mere end 4.000 såkaldte followers.

Hos Viasat tager sportschef Peter Nørrelund til genmæle over for kritikken.

- Vi lavede en fremragende dækning. Vi var på i en time og 45 minutter inden kampen, og jeg mener, at vi fik bagt flot op til finalen mellem Bayern München og Borussia Dortmund. At der så var en anden kæmpe-sportsbegivenhed med dansk deltagelse, gør det kun naturligt, at der var nogle paralleller, siger Peter Nørrelund til tipsbladet.dk.

Sportschefen går ikke længere ind i sin evaluering af dækningen, men er således tilfreds med både dækning og seertal i forbindelse med Champions League-finalen samt boksebraget mellem Mikkel Kessler og Carl Froch. 

- Jeg er glad for, at folk interesserer sig for vores dækning. Selvom vi ikke normalt offentliggør vores seertal, vil jeg gerne sige, at der var rigtig mange, der købte boksekampen, og vi havde 15 procent flere seere til Champions League-finalen end sidste år, hvor Bayern spillede mod Chelsea, siger Peter Nørrelund.

Champions League-kampen mellem Borussia Dortmund og Bayern München endte 2-1 sydtyskerne, mens Mikkel Kessler tabte boksekampen til Carl Froch.