Landshold

Dansk landsholdsprofil ansætter spindoktor

Central forsvarsspiller for Roma og det danske landshold, Simon Kjær, hyrer en spindoktor, der skal hjælpe spilleren med at give mere af sig selv til fodboldfans.

De er nok mest kendt for at være politikernes højre hånd, spindoktorerne. Men nu kommer de måske også til at spille en markant rolle hos danske fodboldspillere.

I hvert fald har den danske landsholdsspiller Simon Kjær netop startet en helt ny tendens i dansk fodbold ved at hyre den tidligere landsholdsreporter på B.T. Lars Hendel som den første offentlig kendte fodbold-spindoktor.

Og der er en helt speciel grund til, at Simon Kjær har valgt at gå i den retning.

- Der kommer ikke noget godt ud af at gå og holde sig for sig selv og holde medierne ude. Så det her skal få mig til at gå i offensiven og give folk et billede af, hvad det er for en hverdag, jeg har, siger Simon Kjær til ekstrabladet.dk og fortsætter:

- Jeg kan mærke, at den strategi jeg har kørt de seneste par år med at lukke ned og lade folk tro, hvad de vil, ikke har ført noget med sig, som jeg er tilfreds med. Så nu prøver jeg noget nyt, som ikke er set før i Danmark.

Forsvarsspilleren har vendt og drejet ideen med sin agent og tidligere landsholdsspiller, Mikkel Beck, men også den tidligere italienske landsholdspiller Fabio Liverani har haft en finger med i spillet.