Landshold

Enevoldsen: Landsholdet ikke i mit fokus

På trods af massivt afbud til den kommende landskamp, er Thomas Enevoldsen ikke udtaget.

Han var med til VM i sommer, hvor han blev beskrevet som en 'coming man' på landsholdet efter at have været i startopstillingen i VM-åbneren mod Holland. Siden blev Thomas Enevoldsen udtaget til EM-kvalifikationen mod Island - for dog at blive placeret på tribunen.

Han blev ikke udtaget til kvalifikationskampene mod Portugal og Cypern, og da Morten Olsen i sidste uge satte navne på truppen til onsdagens venskabskamp mod Tjekkiet i Parken var der heller ingen Enevoldsen at finde.

Den tidligere AaB-spiller er ellers fast mand på holdet i hollandske Groningen, der ligger nummer fire i tabellen. Han scorer mål, lægger op til mål, men alligevel er Thomas Enevoldsen ikke skuffet over ikke at være blevet udtaget til landskampen, hvor flere af de først nominerede til truppen siden har meldt afbud.

- Landsholdet er slet ikke i mine tanker i øjeblikket. Selv om jeg spiller fast i Groningen, føler jeg stadig at jeg mangler at komme op i samme gear som i foråret frem mod VM, siger Thomas Enevoldsen til tipsbladet.dk.

- Jeg vil selvfølgelig gerne udtages, og jeg har ikke fået nogen forklaring fra Morten Olsen, men jeg holder kun fokus på at finde ind i en bedre rytme på holdet hernede, siger den tidligere AaB-spiller.

- Jeg har ikke opgivet at komme på landsholdet. Det handler om at få mit spil til at fungere endnu bedre, og så satser jeg på at kunne blive udtaget igen i løbet af foråret.

Groningen tabte søndag 3-0 ude til Heracles fra den tunge ende af tabellen i en kamp som Thomas Enevoldsen betegner som en kollektiv off-day. Groningen ligger nummer fire i tabellen efter PSV, Twente og Ajax.

Danmarks landskamp onsdag er årets sidste. Der er programsat en venskabskamp i februar 2011 inden det går løs med EM-kvalifikationen, hvor Norge er første modstander 26. marts på udebane.