Bundesliga

Stenkast mod Brøndbys spillerbus

Ca. 600 Brøndby-fans gik søndag amok uden for Vejle Stadion og kastede i frustration over nederlaget til Vejle bl. a. sten mod deres eget holds spillerbus.

Politiet måtte tilkalde assistance fra Århus, Aalborg og Odense for at standse urolighederne.

Ifølge Radio VLR blev bl. a. en brosten smidt gennem døren i Brøndbys tomme spillerbus, og Brøndbys spillere fik besked på at blive i omklædningsrummet, indtil uroen havde lagt sig.

 - Det drejer sig om ca. 100 personer fra den hårde kerne og så ca. 500 almindelige fans, som allerede før kampen lavede ballade på vej til stadion, sagde vagthavende ved Sydøstjyllands Politi i Vejle søndag aften til Ritzau.
 
Før kampen blev der slået ud efter forbipasserende uden for stadion, kastet med flasker og begået hærværk. Efter kampen blev der kastet sten mod politiet, begået hærværk mod blandt andet biler.

I alt fire blev anholdt.