Ancelotti forsvarer Zlatan: En uselvisk spiller
Illustration
EM

Ancelotti forsvarer Zlatan: En uselvisk spiller

Svenske Zlatan Ibrahimovic er kendt som en af verdens bedste angribere. Men han er også kendt som en ener. Nu forsvarer Real Madrid-træner Carlo Ancelotti svenskeren.

Den svenske superstjerne og anfører for landsholdet Zlatan Ibrahimovic var ikke på banen, da det svenske landshold torsdag aften spillede 1-1 med Rusland i EM-kvalifikationen. Svenskeren døjer med en skade i hælen, og han var derfor ikke i stand til at spille for det svenske landshold, der efter to EM-kvalifikationskampe blot står noteret for to point.

33-årige Zlatan Ibrahimovic havde forsøgt at spille for Paris Saint-Germain til at begynde med, men hverken for PSG eller Sverige kunne han holde til at spille. Det har vakt kritik fra blandt andre Frederik Ljungberg, den tidligere svenske landsholdsspiller, der mener, at Zlatan ikke ofrer sig nok for holdet. Men angriberen får støtte fra en lidt uventet kant i Real Madrid-træner Carlo Ancelotti.

- Han har altid ofret sig for holdet, og selv om folk tror, han er uudholdelig at arbejde med, så er det slet ikke sådan, det er. Han er den mest uselviske spiller, jeg har trænet, og det er en skam, at resten af verden mener det modsatte, siger Carlo Ancelotti til det franske medie So Foot.

Carlo Ancelotti var træner for Zlatan Ibrahimovic, da de to begge var i Paris Saint-Germain. I sommeren 2013 rykkede italienske Ancelotti dog til Real Madrid, hvor han erstatte José Mourinho. Sidste sæson vandt han Champions League med Real Madrid.