AaB møder belgisk storhold i Europa League
Illustration
Europa League

AaB møder belgisk storhold i Europa League

Der er blevet sat navn på AaB's modstander i Europa League. Nordjyderne skal forsøge at besejre FCK og Brøndbys banemænd.

Det står nu klart, at AaB møder Club Brugge i første knock out-fase i Europa League. UEFA har mandag eftermiddag trukket lod til turneringen, og det står altså klart, at den danske mesterklub skal op mod den belgiske storklub.

Club Brugge har haft et godt tag på danske klubber i denne sæsons Europa League. I kvalifikationen til turneringen besejrede den belgiske storklub Brøndby med samlet 5-0 over de to kampe, mens FC København også har haft problemer mod belgierne i gruppespillet. Her spillede FC København 1-1 i Belgien, mens Club Brugge vandt med hele 4-0 i København. 

Nu er det altså AaB's tur til at prøve kræfter med den belgiske klub, der gik ubesejret gennem Europa Leagues gruppe B med tre sejre og tre uafgjorte kampe. 

Første kamp mellem Club Brugge og AaB spilles 19. februar i Aalborg, mens returkampen spilles en uge senere - den 26. februar.