Video : Tipsbladet
Europa League

Oplagte United ydmygede Kjær og Fenerbahce

Simon Kjær satte Manchester United i gang med et straffespark, hvorefter der ingen vej var tilbage for Fenerbahce på Old Trafford.

30 minutter formåede Fenerbahce at holde stand torsdag aften på Old Trafford, inden tyrkerne, med Simon Kjær i startopstillingen, løb ind i en øretæve på 4-1 i Europa League til Manchester United.

Det var Kjær selv, der satte hjemmeholdet i gang, da den danske landsholdsspiller begik et klodset straffespark, der blev eksekveret til et 1-0-mål af Paul Pogba.

Blot to minutter efter fandt en næsten identisk situation sted, da Fenerbahce-backen Sener Özbayrakli gik i ryggen på Anthony Martial, der siden omsatte straffespark nummer to til 2-0.

I første halvlegs overtid fik Simon Kjær igen en uheldig hovedrolle, da en fejlaflevering havnede på Manchester United-fødder. Et par hurtige kombinationer efter lå den hos Pogba, der flot lagde bolden i nettet fra kanten af feltet til 3-0.

I halvlegen blev Kjær pillet ud til fordel for angriber Emenike og altså en meget offensiv tilgang fra Fenerbache-træner Advocaat. Blot to minutter inde i anden halvleg efterlod det masser af rum i Fenerbache-defensiven til Jesse Lingard, der med et flot langskudsmål ikke ulig Pogbas sendte totalen på 4-0.

Syv minutter før tid pyntede Fenerbahce på resultatet, da ingen ringere end den tidligere United-skarpretter Robin Van Persie satte bolden ind til 4-1 og en klapsalve fra sit tidligere hjemmepublikum.

Sejren bringer Manchester United på seks point for to kampe i Europa Leagues gruppe A, mens Fenerbahce har fire.