Schöne om FCK-trækning: Det bliver et sjovt møde
Foto: Dean Mouhtaropoulos/Getty Images
Europa League

Schöne om FCK-trækning: Det bliver et sjovt møde

Den danske landsholdsspiller Lasse Schöne glæder sig til mødet med FC København.

Der er danskermøde i Europa League, hvor FC København skal op imod Ajax i ottendedelsfinalen.

Det danske mandskab slog Ludogorets ud, og Ajax sendte Legia ud af Europa League. Og nu møder de to mandskaber hinanden over to kampe med start i København.

Og midtbanespiller glæder sig til opgøret.

- Det kommer til at blive et rigtig sjovt møde, siger Lasse Schöne til Ajax' hjemmeside og forklarer, at der allerede har været kontakt fra København:

- Lige efter (trækningen, red.) fik jeg mange beskeder fra venner, og selv den danske presse kontaktede mig for at få en kommentar. Der har også været en hurtig kontakt med en spiller fra FC København angående det forestående møde, siger Lasse Schöne, der henviser til Peter Ankersen.

Ligesom nogle af FC København-spillerne så trækningen sammen, så Ajax-truppen den også sammen, mens de fik frokost.