Skuffet Thorup: Vi producerede de nødvendige chancer
Foto: Aliunal/Polfoto
Europa League

Skuffet Thorup: Vi producerede de nødvendige chancer

FC Midtjylland-træner Jess Thorup mener, at skarpheden manglede over to kampe mod Osmanlispor.

FC Midtjylland var i fjor i Europa League-gruppespillet, men i denne sæson lykkedes det ikke for Jess Thorups mandskab at kvalificere sig til gruppespillet i Europa.

Klubben røg ud samlet til sidste sæson nummer fem i Tyrkiet, Osmanlispor, og det skete med samlet 0-3, efter det danske mandskab torsdag aften tabte med 0-2 i Tyrkiet.

Efterfølgende var Jess Thorup ærgerlig over at være røget ud af Europa.

- Hvis vi ser over de to gange 90 minutter, så har vi vel produceret de chancer, der skal til, for at have en forhåbning om at komme videre, siger han til klubbens hjemmeside og forklarer:

- Men vi ender med ikke at have scoret et mål, og hvis man ikke scorer, har man svært ved at gå videre i Europa. Vi får tre mål imod os. Det er vel tre mål, som vi på gode dage skal undgå, siger han.

FC Midtjylland kan nu i stedet fokusere på Superligaen, hvor klubben aktuelt står noteret for ni point i seks kampe. Det rækker aktuelt til en femteplads.

Klubben møder rivalerne fra Viborg på udebane søndag aften.