SønderjyskE fik glimrende udgangspunkt i Polen
Europa League

SønderjyskE fik glimrende udgangspunkt i Polen

SønderjyskE fik her til aften et strålende udgangspunkt i Lubin, da Kroon og Dal Hende sikrede sønderjyderne en flot 2-1-sejr i det polske.

SønderjyskE var her til aften et smut til Lubin, hvor Zaglebie tog imod. Den tidligere OB- og Viborg-keeper Arek Onyszko udtalte inden kampen, at den polske liga var langt bedre end den danske. Men det skulle vise sig, det ikke var så smart af ham at være så skråsikker i sin sag. 

For efter 19 minutter skete det, de færreste havde regnet med ville ske: SønderjyskE kom foran med 1-0. Det skete, da Bechmann lagde bolden fladt indover til Kroon, som prompte sparkede bolden ind bag den polske keeper. 

2-0-scoringen faldt efter 36 minutter, da Pierre Kanstrup kastede bolden ind i feltet med sit indkast. Marc Dal Hende kom bogstavelig talt flyvende, og den tidligere FC Vestsjælland-spiller scorede ganske enkelt et fremragende hovedstødsmål. Det var helt uhørt, hvor meget saft og kraft der kom fra Dal Hendes pandebrask. 

I første halvlegs tillægstid lavede Skender noget af et drop, da han læste bolden helt forkert på et hjørnespark, og så var det en formalitetssag for Janoszka at sparke bolden i mål, efter første forsøg blev reddet på stregen af en SønderjyskE-spiller. 

I kampens 62. minut skulle Skender revanchere sig, da Skarzynski fra straffesparkspletten stod over for den kroatiske keeper, som leverede en flot redning. SønderjyskE-keeperen kom flot ned og fik efter to omgange samlet bolden op. 

I kampens sidste fase diskede Skender op med flere flotte redninger, der gjorde, at sønderjyderne vandt. En flot skalp på 2-1 i Lubin, og dermed står Jakob Michelsens tropper med gode kort på hånden inden returopgøret om en uge på Sydbank Park.