Tusindvis gik forgæves - FCM - Manchester United udsolgt
Europa League

Tusindvis gik forgæves - FCM - Manchester United udsolgt

Der var fart på, da bare 380 billetter blev sat til salg til Europa League-kampen mellem FC Midtjylland og Manchester United.

Der var mere end rift om billetterne, da FC Midtjylland klokken 13.00 åbnede for online-sluserne i billetsalget frem mod Europa League-kampen mod Manchester United 18. februar. 
 
Efter at billetter har været reserveret og solgt til sæsonkortholdere, sponsorer og VIP, var der nemlig kun omkring 380 til salg på webshoppen. Helt som ventet var der derfor stort pres på systemet, da billetsalget åbnede. 
 
Det hele var overstået på under fem minutter, og da de få billetter var revet væk kunne FC Midtjylland konstatere, at omkring 28.000 brugere havde været med i jagten på de eftertragtede billetter.
 
FC Midtjylland har dermed udsolgt for danske fans, hvor der i alt bliver lukket omkring 9.500 tilskuere ind til kampen, der er den første af to mod det engelske storhold.