Sviatchenko kan have spillet sin sidste kamp for FC Midtjylland
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Europa League

Sviatchenko kan have spillet sin sidste kamp for FC Midtjylland

Forsvarsspiller Erik Sviatchenko er jagtet af flere klubber, og han kan have spillet sin sidste kamp for FC Midtjylland, fortæller han.

24-årige Erik Sviatchenko har spillet et strålende efterår for de danske mestre fra FC Midtjylland. Torsdag var han med til at kvalificere FCM til forårets knockout-fase i Europa League, hvor klubber som Manchester United, Liverpool, Tottenham og Sevilla kan vente. Men forårets kampe i Europa League kan meget vel blive uden Erik Sviatchenko, der er jagtet fra flere sider. Lodtrækningen foretages på mandag.

Selv fortæller han, at han er bekendt med, at der er klubber, der er interesserede i ham, og forsvarsspilleren ved derfor heller ikke, om det var sidste kamp i Ulvetrøjen.

- Hypotetisk set kan det godt være, i og med der nu kommer et transfervindue lige om lidt. Om jeg håber det, det er så en anden ting, for der er også noget, der heddder momentum. Du refererer selv til, at det har været et rigtig, rigtig fint efterår for mig, så skal man også skyde folk af i den forstand, at man skal sælges. Men det er ikke kun mig: Der er en købende klub, der finder en Erik Sviatchenko interessant, og så skal jeg finde den klub interessant. Og så skal Midtjylland også lige finde ind imellem og de kan blive enig, siger Erik Sviatchenko og forklarer:

- Så det er ikke kun op til mig, men jeg har nogle kompetente folk omkring som helt sikkert kan hjælpe mig på vej.

Og selv om det er spændende med Europa League i foråret, er det ikke nødvendigvis noget, der får Sviatchenko til at blive.

- Jeg sagde det samme i sommer, at det kunne være sjovt med gruppespillet. Nu er det så knald eller fald-kampe. Jeg har det sådan lidt ambivalent, for jeg mener, at tiden er inde til, at jeg skal prøve mig af. Der er mange konkurrenter til min position. Jeg gør mit i Superligaen og er glad for den matchning, jeg har fået i efteråret, siger han.

Så det er landsholdet, der også er fokus på?

- Det kan man også sige. Der er en ny landstræner, og jeg vil selvfølgelig også gerne være omkring det, siger han.

Sviatchenko påpeger, at han generelt har været tilfreds med sit spil i efteråret, hvor han føler, han er vokset som spiller.

- Det har været min bedste periode, og jeg har vel ikke spillet så mange kampe i streg nogensinde. Det glæder mig personligt, at jeg får vist, at jeg kan holde til det. Jeg har været i god fysisk form, og jeg har fundet ud af, at der er nogle ritualer, jeg skal lave før og efter træning og kampe, og det spiller 100 procent for mig.

- Når jeg tilmed har været anfører i næsten alle kampe i efteråret, skal jeg forvalte det ansvar, og det har jeg gjort fint. Det gælder både i den periode, hvor vi gjorde det fantastisk godt, og i den periode, hvor vi gjorde det mindre godt som hold. Det er med til at styrke mig, siger han.

TIl kampen mod Club Brugge sad blandt andre VfL Stuttgart og Hamburger SV på lægterne - det kan have været for at kigge på Erik Sviatchenko. På lægterne sad også Premier Leagues tophold Leicester City, mens også franske Lille var på plads. Det er i øvrigt ikke første gang, de tre klubber VfL Stuttgart, Hamburger SV og Leicester scoutede en FCM-kamp i dette efterår.