Video : Tipsbladet
Generelle

Ajax vil af med Anton Gaaei og otte andre

Den danske højre back Anton Gaaei er angiveligt en af flere spillere, Ajax vil af med til sommer.

Det har sandt for dyden ikke været nogen nem sæson for Anton Gaaei i Ajax, og nu forlyder det, at den danske højre back måske snart er fortid i den hollandske klub.

Det meddeler den normalt velinformerede avis De Telegraaf.

I sommer havde Ajax nemlig Sven Mislintat som sportsdirektør, og han gav den gas på transfermarkedet ved at hente hele 12 nye spillere for i alt 860 millioner kroner, heriblandt Anton Gaaei.

Men få af nyindkøbene har overbevist, og Ajax håber på at afskibe hele ni af de 12 allerede til sommer, lyder det fra De Telegraaf.

Det er kun målmand Diant Ramaj, midtbanespiller Sivert Mannsverk og midtbanespiller Branco van den Boomen, som den hollandske storklub gerne vil holde på, hvis man skal tage avisens informationer for gode varer. Dermed er Anton Gaaei altså en af de ni spillere, som kan forlade Ajax.

De øvrige otte er Josip Sutalo, Georges Mikautadze, Carlos Forbs, Gaston Avila, Chuba Akpom, Borna Sosa, Benjamin Tahirovic og Jakov Medic.

Anton Gaaei, 21 år, kom til Ajax fra Viborg FF for godt 33 millioner kroner og blev i den forbindelse udstyret med en kontrakt til 2028. Han har siden spillet 16 ligakampe sat fem kampe i Europa League for hollænderne.