Anderlecht tæt på dansk komet
Foto: Polfoto
Generelle

Anderlecht tæt på dansk komet

Anderlecht bekræfter, at man er enige med Lokeren omkring det danske stortalent Alexander Scholz.

Danske Alexander Scholz er et brandvarmt navn i Belgien i januar-transfervinduet. Den 22-årige komet med fortid i Vejle har været meldt tæt på Anderlecht, mens også Standard Liege var meldt inde i kampen om en underskrift fra Scholz. 

Nu tyder alt dog på, at fremtiden kommer til at være hos Anderlecht. Klubben oplyser torsdag på sin hjemmeside, at man er blevet enige med danskerens nuværende klub, Lokeren, om en aftale:

- Hvis alt går efter planen, forventer vi at kunne præsentere Alexander Scholz for medier og fans i løbet af den kommende uge, skriver klubben i en pressemeddelelse. 

Alexander Scholz har gjort kometkarriere i Belgien, hvor han sidste forår afgjorde den belgiske pokalfinale. I efteråret har menuen stået på Europa League, mens Scholz har været med til at sikre det danske U/21-landshold EM-deltagelse.