Arh Jimmy, gjorde det virkelig så ondt?
Illustration
Generelle

Arh Jimmy, gjorde det virkelig så ondt?

Den tidligere Lyon-stjerne sparkede i frustration bolden ind på Jimmy Nielsen i en MLS-kamp. Danskeren gik i gulvet, men var det virkelig så slemt? Døm selv.

Jimmy Nielsen fik endnu engang en hovedrolle for sin amerikanske MLS-klub, da han og Sporting Kansas City i nat dansk tid vandt med 1-0 over New York Red Bulls, hvor danskeren kom op på nu at have holdt Kansas-buret rent i 519 minutter.

Men det var nu ikke, fordi han holdt buret rent, han havde en hovedrolle. I kampens døende minutter var han lang tid om at få taget et målspark. Red Bulls' brasilianske stjerne Juninho, der tidligere har spillet i Lyon, løb ned mod Nielsen tog et træk med bolden og sparkede den lige ind i hans bryst, hvorefter danskeren under stor dramatik gik i gulvet og blev liggende længe. Det takserede dommeren til et rødt kort, hvilket formentlig også var Den Hvide Pumas hensigt, for han slog sig nok ikke særlig meget.

Juninho mener i hvert fald, Jimmy Nielsen overreagerede.

- Jeg var meget frustreret over målmanden, der trak tiden meget, og jeg prøvede at få ham til at skynde sig, men jeg føler, han overreagerede meget. Jeg tror ikke, jeg ramte ham i ansigtet, sagde Juninho efter kampen, mens Nielsen accepterede Juninhos historie.

- Han blev frustreret og sparkede bolden efter mig. Det er en del af spillet at blive frustreret. Jeg forstår, siger han til Washington Post.

Har Juninho ret?