Video : Tipsbladet
Generelle

Begejstret Morten Olsen: Det er jo umuligt i dag

Morten Olsen er beæret over at blive kåret til den mest betydningsfulde person i dansk fodbold siden 1948, og den danske landsholdslegende glæder sig samtidig over dansk fodbolds udvikling i de seneste år.

Ingen over og ingen ved siden af. 

Morten Olsen blev i sidste uge kåret til den mest betydningsfulde person i dansk fodbold siden 1948, da Tipsbladet fejrede 75 års-jubilæum. 

Med hjælp fra et panel bestående af Morten Bruun, Joakim Jakobsen og Dan Hammer blev de mest betydningsfulde personer i dansk fodbold i de seneste 75 år kåret, og her endte Morten Olsen på førstepladsen foran Sepp Pionek og Michael Laudrup

- Hold da op, det er jeg da beæret over. Det er jeg da helt sikkert, lyder det fra Morten Olsen, da Tipsbladet fanger den tidligere landsholdsprofil og landstræner over telefonen.

- Jeg var godt nok ikke med i 75 år, men på den ene eller den anden måde har jeg jo været aktiv på et højere plan både som spiller og træner i 40-45 år i hvert fald. Det er jo en lang periode.

Karrieren som landsholdsspiller varede næsten to årtier, hvorefter Morten Olsen havde en flot trænerkarriere, der bød på både mesterskaber og flere slutrunder. 

- Jeg kom på landsholdet i ‘70, og jeg sluttede i ‘89, så det er jo en snes år. Så var der halvfemserne, som jo egentlig var min tid som klubtræner i de klubber, jeg var i (FC Köln, Ajax og Brøndby IF, red.), og så kom de 15 år, hvor jeg var landstræner. Så det er selvfølgelig blevet til mange år.

- Men fodbold er nu engang et holdspil, og når man også ser Michael Laudrup og Sepp Piontek i top tre, så fortæller det også, at det var en periode, hvor fodbolden ændrede sig, i hvert fald landsholdsmæssigt. 

- Det er klart, at jeg har opnået de her ting med en hel masse andre mennesker, både som spiller og træner. Og hvis vi taler om firserne, så har jeg også været heldig med at være med til at ramme en åre - en tid, hvor vi havde en god generation og en god landstræner, siger Morten Olsen.


Michael Laudrup, der fra 2000 til 2002 var assistent for Morten Olsen, blev nummer tre i Tipsbladets store kåring (Foto: Bongarts/Getty Images).

Som spiller var Morten Olsen med til at løfte landsholdet til helt nye højder i løbet af firserne, hvor Danmark imponerede under EM i 1984 og VM i 1986. 

- Der var en god blanding af rutine og frisk ungdom, der kom frem, for eksempel med Frank Arnesen, Søren Lerby og Preben Elkjær. Jeg var en af de ældre spillere, sammen med Allan Simonsen. Spillerne kom ud og dygtiggjorde sig og blev bedre, siger Morten Olsen. 

De første år på landsholdet var ganske anderledes, lyder det fra den tidligere Ajax- og Brøndby IF-træner. 

- Jeg var også med i halvfjerdserne, hvor vi havde nogle andre vilkår. Vi havde også gode individuelle spillere, som ikke kunne få fri eller sagt rent ud, måske gad nogle ikke tage turen til Sofia eller Bucharest.

- Så der var ikke den teamgejst eller det sammenhold på det tidspunkt. Trænerne havde ikke de samme muligheder som os, der kom senere hen.

Hvordan synes du, at dansk fodbold har udviklet sig, efter at du stoppede karrieren?

- Vi har et godt landshold, der kvalificerer sig hver gang. Det, det handler om for spillere, er ofte, at de bliver matchet (på et højt niveau, red.). Jeg kan huske, da vi tog til VM og EM i ‘10 og ‘12, der var vel seks-syv hjemlige spillere med på det tidspunkt. Det er jo umuligt i dag. Nu er det næsten alle sammen spillere, der spiller i udlandet.

- Og det er ikke for at forklejne Superligaen, for Superligaen er også blevet bedre. Men nu har vi fået nogle spillere ud, der bliver matchet på et højt niveau hver uge. Og så har vi haft gode landstrænere efter mig, som har nydt godt af det og har fået nogle gode resultater.

- Så går det selvfølgelig lidt op og ned, men sådan er det. Men det, at vi får både trænere og spillere ud, og samtidig har nogle danske klubber, der leverer gode resultater og god fodbold i Europa, er meget opløftende.

Morten Olsen var landstræner fra 2000 til 2015, og i denne periode kvalificerede han Danmark til fire slutrunder - VM i 2002 og 2010, og EM i 2004 og 2012.