Cruyffs skygge skaber ballade i Barcelona

Det egentlige problem er nok af mere usynlig karakter, og navnet er Johan Cruyff, manden der som træner opbyggede sit "dream-team" i starten af 90'erne og gennem årtier har sat sit klare præg på den catalanske klub, først som spiller og siden som boss på sidelinjen.

Cruyff røg ud som træner i 1996, da hans første drømmehold var smuldret og hans forsøg på at skabe et nyt faldt fra hinanden, så magtkampen mellem ham og den mangeårige præsident Josep Nunez brød ud i lys lue.

Siden har Cruyff officielt trukket sig ud af al ledelse i klubben, men han kalder sig en god ven af Barca, bor en stor del af året i Barcelona og følger klubben nøje. Noget tyder imidlertid på, at Cruyff ikke nøjes med at iagttage. Den karismatiske hollænder har et styrende gén, der åbenbart heller ikke fornægter sig, selv om han klart afviser at tage del i klubbens ledelse. Og tage ansvar.

Cruyff bakkede på sin egen tvetydige facon Joan Laporta op i præsidentvalgkampen, og der er åbenbart nogle usynlige bånd, som er blevet generende for mange af de øvrige i den nye progressive bestyrelse under Laporta. Det skinner i hvert fald igennem, og de nu fratrædende bestyrelsesmedlemmer føler, Cruyff styrer Laporta langt mere end godt er. Det har dræbt entusiasmen hos den stab, der har slidt så hårdt for at genrejse Barca.

Man forstår også godt, at Sandro Rosell føler sig berettiget til at have et større ord at skulle have sagt end den usynlige Cruyff, når man betænker, at netop han har skaffet Barca to af denne sæsons mest lysende profiler, som har reddet skindet for præsident Joan Laporta, der gik til valg på løftet om at skaffe David Beckham til FC Barcelona.

Straks efter valget fik Laporta den kolde skulder af det ombejlede engelske landsholdsikon, der hurtigt meldte ud, at han foretrak Real Madrid. Nok den værste melding af alle for Laporta, der så bebudede at ville gå efter det "næstbedste". På de tidspunkt kunne ingen vel vide, at Ronaldinho som alternativ var klasser over Beckham og er blevet det helt store scoop.

Det så Sandro Rosell, og det var hans magtfulde kontakter, der fik købet af Ronaldinho igennem for næsen af Manchester United og andre storklubber. Rosell var også manden, der sikrede Deco sidste sommer fra Porto, og uden de gyldne køb, havde Laporta næppe stået med palmerne i dag.

Derfor fungerede Sandro Rosell også sportsligt som Laportas højre hånd i meget lang tid, indtil de to blev uenige om, hvorvidt træner Frank Rijkaard skulle fyres eller ej, da Barca i sidste sæson havde en nedtur under Ronaldinhos skadespause.

Den splid har siden udviklet sig. Laporta har nærmest diktatorisk holdt fast i Rijkaard uden at lytte til den øvrige bestyrelse, og med mesterskabet og succes i hus, har makkerparret Laporta/Rijkaard nu æren og magten. Men altså ikke evnen til at dele den med Sandro Rosell og hans tro støtter, selv om de faktisk banede vejen for den.

Officielt er Sandro Rosell fratrådt posten uden voldsomt knubbede ord:

"Jeg ønsker ikke at skade klubben og forlader bestyrelsen, fordi jeg ved, at Laporta vil føle sig mere afslappet uden at have mig med i ledelsen. Der er ingen "bad feelings", men jeg vil gerne sige til præsidenten, at han skal huske klubbens medlemmer der har valgt ham, fordi de ønsker, at klubben skal ledes demokratisk."

Josep Maria Bartomeu var lidt mere konkret og sagde:

"Bestyrelsen har mistet sin spirit. Der er ikke længere nogen intern tillid og en stadig voksende mistænksomhed. Vi er ikke nogen samlet gruppe, og det gør mig ked af det. Jeg har svært ved at genkende den Joan Laporta, vi ser i dag, i forhold til manden, der blev valgt til præsident for to år siden. Det er som om, det projekt, vi har stået sammen om, er blevet ændret."

Præsident Joan Laporta har valgt ikke at tage til genmæle og i stedet takket for det store arbejde, især Sandro Rosell har bidraget med. Udover sportslige beslutninger kan de interne problemer også skyldes planerne om at bryde den historiske tradition med en reklamefri bluse for at holde signalværdi om frihedskamp.

Men i bund og grund ligner det en konflikt, som har rod i den usynlige mand, Johan Cruyff, hvis skygge ses overalt på Camp Nou.