DBU før pokalfinale: Kunne fylde Parken to gange
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

DBU før pokalfinale: Kunne fylde Parken to gange

DBU forventer, at der bliver hurtigt udsolgt til pokalfinalen mellem FC København og Brøndby IF.

FC København og Brøndby IF har med afstand været de to bedste mandskaber i dansk fodbold i denne sæson, og Kristihimmelfartsdag er det netop de to klubber, der tørner sammen i finalen i DBU Pokalen.

Finalen spilles traditionen tro i Telia Parken, der som bekendt er hjemmebane for FC København, men rent formelt er der intet hjemmehold i pokalfinalen, og det betyder, at billetterne skal fordeles ligeligt mellem de to klubber.

DBU meddeler tirsdag formiddag, at man i samråd med politiet har valgt at placere alle FCK-fans på A og B-tribunen i Telia Parken, mens Brøndby-fansene får C og D-tribunen. Det var politiets anbefaling, at fans fra de to grupperinger ikke skulle opholde sig på samme tribune.

DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, forventer, at der bliver hurtigt udsolgt til pokalfinalen.

- Jeg tror, vi kunne fylde Parken to gange. Årets pokalfinale er den største klubkamp på dansk grund i årevis og en højrisikokamp med de to største klubbers fangrupper. Derfor er det afgørende at skabe så sikre rammer som muligt for at undgå sammenstød mellem fans. Vi er glade for det gode samarbejde med klubberne og Politiet og glæder os til en kæmpe fodboldfest i Parken, siger Jakob Høyer.

FC København har iøvrigt vundet lodtrækningen om at blive hjemmehold i pokalfinalen, men det har primært betydning for tildeling af omklædningsrum og udskiftningsbænk.