FIFA-skandalen ruller: Sepp Blatter-allieret bandlyst fra al fodbold
Foto: Anthony Harris/Polfot
Generelle

FIFA-skandalen ruller: Sepp Blatter-allieret bandlyst fra al fodbold

Det internationale fodboldforbund, FIFA, har uddelt en livslang karantæne til Jack Warner, som ikke må have noget med fodbold at gøre.

Den tidligere formand for det nordamerikanske- og mellemamerikanske fodboldforbund (CONCACAF) og eks-vicepræsident i FIFA, Jack Warner, har fået en af de hårdeste straffe nogensinde i fodboldens verden. 

Selvom Jack Warner kvittede fodbolden for fire år siden, må han ikke have noget at gøre med fodbold resten af sit liv. Det er den uafhængige etiske komité i FIFA, der står bag dommen.

I en officiel meddelelse fra FIFA står der ifølge BBC, at 'Jack Warner er blevet kendt skyldig i gentagende gange at have brudt loven i sit job som højt rangerende medlem i CONCACAF og FIFA'.

Desuden har han 'været en vigtig person i de sager, der involverer penge under bordet, ulovlige betalinger ligesom adskillige andre pengesager'.

Jack Warner har altid været en nær allieret til FIFA's skandaleomtalte præsident Sepp Blatter, og Blatter bliver lige nu undersøgt for at have indgået en ulovlig aftale om tv-rettigheder med netop Warner.

Den og mange andre beskyldninger har gjort, at Sepp Blatter har valgt at trække sig som præsident i FIFA, når en ny præsident er blevet fundet på den ekstraordinære kongres i februar 2016.