Knudsen: Vil skrive historie igen
Foto: Anita Graversen/Polfoto
Generelle

Knudsen: Vil skrive historie igen

Jonas Knudsen har drømme om en ny pokalfinale for Esbjerg fB, der kan sikres torsdag aften.

Maj måned for to år siden blev et stort højdepunkt for Esbjerg fB. I Telia Parken sikrede vestjyderne sig trofæet i DBU pokalen, hvor flere unge håb kunne juble over karrierens første store trofæ. En af dem var den dengang 20-årige Jonas Knudsen, der siden har sikret flere store præsentationer for den vestjyske klub. 
 
Jonas Knudsen mindes dog fortsat den store dag i maj, som han sammen med holdkammeraterne vil gå langt for at opleve på ny. 
 
- Sejren i pokalfinalen er noget af det største, jeg har været med til som fodboldspiller, og det rangerer i kategorien med landsholdsdebut og de store kampe i Europa. At pokalsejren var starten på den europæiske succes, kunne vi ikke vide dengang. Men jeg ved, at jeg gerne vil være med til at skrive fodboldhistorie med EfB igen. At vinde for øjnene af så mange medrejsende tilhængere er noget helt særligt, siger Jonas Knudsen til klubbens hjemmeside.
 
Esbjerg spillede i første semifinale 1-1 i Telia Parken, og kortene er derfor gode for vestjyderne forud for torsdagens brag på Blue Water Arena. Her forventer Knudsen da også, at Esbjerg for alvor kan byde FCK op til dans.
 
- Vi skal komme med en masse energi og spille frit mod FC København. Jeg ved godt, at vi ikke har den store succes i Superligaen for tiden, men det er to forskellige turneringer, og torsdag aften må vi pakke dagligdagen væk. Jeg ser det som mulighed for, at endnu flere spillere kan få oplevelsen af at være med i en pokalfinale, og jeg håber, vore tilhængere vil bakke os godt op, så vi kan få en ny fælles oplevelse i Parken, udtaler Knudsen. 
 
Der er kampstart i Esbjerg klokken 19:30 torsdag aften. Onsdag findes årets første finalist, når SønderjyskE i Haderslev tager imod FC Vestsjælland.