Generelle

Landsholdsspiller splittet mellem to trænere

Daniel Jensen glad for at være i Helsingør, selv om klubtræneren helst havde set ham i Bremen

Werder Bremen-træner Thomas Schaaf ville gerne have haft danske Daniel Jensen blandt sine udvalgte, når han tirsdag eftermiddag kalder til træning, men den 30-årige midtbanespiller befinder sig som bekendt i Danmark. Fordi Morten Olsen har indkaldt ham.

På den måde er landsholdsspilleren fanget mellem sine to trænere

- Jeg kan godt forstå begge synspunkter, så det er svært at sidde i midten der, men det er ikke noget som kommer til at betyde noget for mig i nedtælllingen til VM-kampene, siger Daniel Jensen til tipsbladet.dk.

Han kan endnu ikke vurdere, hvor meget han er klar til at spille ovenpå sin lange skadespause, men er klar over at det næppe bliver to gange 90 minutter i kampene mod Sverige og Ungarn.

- Det går bedre hver dag, og det er det vigtigste. Jeg mærker ikke noget til akillessenen overhovedet. Det er mest på ydersiden af foden, at jeg begynder at hæve lidt op efter træning, men med akillessenen er det helt perfekt.

Daniel Jensen er noteret for 43 A-landskampe for Danmark. Den seneste var VM-kampen mod Albanien i Parken den 1. april.