Video : Tipsbladet
Generelle

Landsretten afviser Conway i EfB-sag

Landsretten har afvist Paul Conways kæremål, efter skifteretten 8. april sendte Esbjerg i rekonstruktion.

Den tidligere amerikanske ejer fodboldklubben Esbjerg fB, Paul Conway, led mandag et nyt nederlag, da Landsretten afviste amerikanerens kæremål af dommen, der i april sendte Esbjerg i rekonstruktion.

Det skriver JydskeVestkysten.

Skifteretten sendte 8. april Esbjerg i rekonstruktion, og det var det, som Landsretten mandag skulle tage stilling til. Her endte det i en afvisningen af kæremålet fra amerikaneren.

Det er til fordel for de lokale hænder, som fodboldklubben nu er kommet i.

- Det gavner selvfølgelig processen med at få gjort regnskabet færdigt og sendt ansøgningen om licens til 1. division afsted, så det glæder mig da, at landsretten har taget hensyn til, at det her skulle gå hurtigt, siger advokat Søren Volder om afgørelsen til JydskeVestkysten.

Mandagens dom kommer i hælene på, at skifteretten fredag sendte Esbjerg tilbage på lokale hænder.

- Fredag var en god dag for Esbjerg, og det var mandag så også. Det her giver noget ro på bagsmækken, og den nye bestyrelse, der har startet sit arbejde i dag, kunne ikke få en bedre start, siger Henry Heiberg, der er formand for den lokale styregruppe.

Paul Conway og den amerikanske ejerkreds har dog stadig mulighed for at kære skifterettens afgørelse fredag. Noget som både Søren Volder og Henry Heiberg ifølge JydskeVestkysten forventer vil ske.

Esbjerg har været på amerikanske hænder siden 2021. Siden har været en del uro omkring den tidligere topklub, der nu spiller i 2. division.

Lokale kræfter har i mange måneder haft et ønske om at slippe af med Paul Conway og den amerikanske ejergruppe og tog i februar et drastisk skridt.

En lokal styregruppe begærede således klubben i rekonstruktion, fordi selskabet var i økonomiske vanskeligheder.

Det igangsatte et tovtrækkeri mellem amerikanerne og de lokale kræfter, hvor skifteretten i Esbjerg har været omdrejningspunkt for sagen.

/ritzau/