Generelle

Liverpool-dansker få dage fra ny klub

Den danske Liverpool-spiller Nikola Saric overvejer i disse dage, hvor en stagnerende karriere skal fortsætte. Tilbuddene er mange.

Den 20-årige danske kreatør Nikola Saric er en færdig mand i Liverpool. Saric har kontraktudløb om bare to uger, og han har allerede pakket flyttekasserne og holder nu formen ved lige i HB Køge. Men om få dage er det slut. Lige nu er det danske talent nemlig ved at tage en af karrierens hidtil vigtigste beslutninger. Han skal gøre op med sig selv, hvilken klub der skal være hans næste.

Læs også: Liverpool-dansker pakker flyttebilen

- Vi har mange konkrete tilbud, men vi tager det roligt og tænker os om. Vi skal være helt sikre på, hvilken klub vi skal vælge. Lige nu undersøger vi alt det, vi kan om de klubber, som har afgivet konkrete tilbud. Hvordan er træneren? Hvor mange spillere har de til Nikolas plads? Og hvordan er udsigten til spilletid generelt? For det er det vigtigste. Nikola skal være et sted, hvor han kommer til at spille. Pengene er ligegyldige, siger Saric' far og rådgiver, Predrag Saric, til tipsbladet.dk.

Team Saric har allerede udelukket en fremtid i Danmark, da Nikola hellere vil fortsætte i udlandet. Og der er da også nok af udenlandsk interesse for spilleren, som i efteråret 2007 blev kåret til årets U/17-talent i Danmark.

- Det er klubber fra Tyskland, Holland, Polen og Belgien, der har afgivet de konkrete tilbud, fortæller Predrag Saric, der afslører at en ny klub vil være på plads allersenest den 1. juli.

Nikola Saric kom til Liverpool fra Herfølge i sommeren 2008, men han nåede aldrig at få en kamp på førsteholdet i den traditionsrige engelske klub.