Generelle

OB-angriber har Premier League-drøm

Den nye OB-angriber Peter Utaka håber på, at succes i SAS Ligaen kan få ham videre til Premier League, hvor hans bror allerede spiller.

Det var en genert, lavmælt men glad Peter Utaka, der efter OB's 2-1 sejr over Randers FC blev præsenteret for de fremmødte journalister på Fionia Park.

Utaka er købt som gardering til Djiby Fall og Bjørn Runstrøm, og den 24-årige nigerianer håber på at få så meget spilletid, at han senere kan komme videre til en større klub - gerne i England, hvor storebroderen John spiller for Portsmouth.

- Jeg ville gerne til Danmark, fordi det er en større udfordring end at spille i Belgien. Jeg tror, at klubberne i England, Tyskland og de andre store ligaer holder mere øje med Danmark end Belgien. Det er helt klart en drøm for mig at spille sammen med min bror i Premier League, siger Peter Utaka.

Peter Utaka spillede i sidste sæson for Manchester Uniteds farmerklub Royal Antwerpen i den næstbedste belgiske række, hvor han blev topscorer med 22 mål i 31 kampe.

Ud over OB var de belgiske klubber Lierse og Germinal Beerschot også ude efter Utaka.

Peters to år ældre bror John skiftede sidste sommer fra Rennes til Portsmouth for omkring 70 millioner kroner. John Utaka har siden 2002 været nogenlunde fast mand på det nigerianske landshold.

Lillebror Peter startede sin karriere i europæisk klubfodbold i 2003 for belgiske Patro Maasmechelen, hvorefter det blev til tre sæsoner for Westerlo.