Video : Tipsbladet
Generelle

Officielt: Serie B-dansker sælges til topklub

Emil Kornvigs karriere fortsætter i norske SK Brann.

I går, torsdag, kunne Tipsbladet afsløre, at Emil Kornvig var tæt på at blive solgt til den norske topklub SK Brann.

Nu har klubben bekræftet handlen. 

Danskeren forlader Cittadella i Italiens næstbedste række og får en aftale i Brann frem til 2027. 

Den 23-årige midtbanespiller er ankommet til den norske klubs træningslejr i Marbella og ser frem til at prøve kræfterne af i norsk fodbold. 

- Det lød meget spændende, og det var en god mulighed for mig. Jeg har læst op, og Bergen ligner en dejlig by, og Brann er et godt hold. Jeg har også set klip, og tilhængerne ser ud til at være helt fantastiske, fortæller Kornvig på klubbens hjemmeside.

Sportschef Per-Ove Ludvigsen tror og håber på, at Kornvig kan udvikle sit spil i Norge.

- Emil vil gerne løfte vores spillergruppe, og han passer fint ind i klubbens profil. Han er alsidig og kan spille på de fleste positioner fra midtbanen og frem. Han har også udviklingspotentiale, og vi tror på, at han kan blive endnu bedre ved at spille i Brann, fortæller han. 

Emil Kornvig har tidligere spille i klubber som Lyngby BK, SønderjyskE, Spezia og Cosenza.