Ólafur Kristjánsson har fået nyt job på Island
Lars Rønbøg / Contributor
Generelle

Ólafur Kristjánsson har fået nyt job på Island

Kun ni dage efter afskeden i Randers F.C. har Ólafur Kristjánsson fået et nyt cheftrænerjob. Han skal stå i spidsen for den islandske klub Fimleikafélag Hafnarfjarðar, bedre kendt som FH.

Den tidligere superligatræner Ólafur Kristjánsson skulle ikke gå arbejdsløs i lang tid. Ni dage efter stoppet i Randers F.C., har han fået nyt job i hjemlandet Island. Det er Hafnarfjöður-klubben FH, der har skrevet under på en 3-årig kontrakt med den 49-årige træner. Det skriver islandske 433, der har fået det bekræftet af klubben.

I FH skal han afløse landsmanden Heimir Guðjónsson, der blev fyret i klubben for otte dage siden. 

Ólafur Kristjánsson har tidligere haft stor succes i den islandske liga. Her stod han blandt andet i spidsen for Breiðablik UBK, som han i 2010 gjorde til islandske mestre for første gang i klubbens historie. Året før havde han ført klubben til sin første pokaltitel. 

I 2014 forlod han Breiðablik UBK til fordel for F.C. Nordsjælland i Superligaen. Efter en ny ejer overtog klubben blev han fyret i december 2015. Han fortsatte herefter i Randers F.C. indtil afskeden i sidste uge. 

Ólafur Kristjánsson er heller ikke helt ukendt i sin nye klub, hvor han som aktiv spillede 149 kampe mellem 1985-1995. FH sluttede i sidste sæson på tredjepladsen i den islandske liga. Det er nu Ólafur Kristjánssons opgave at føre klubben til det mesterskab, den senest vandt i 2016.