Spelmanns klubs fyrer igen træneren: Meget turbulent
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Generelle

Spelmanns klubs fyrer igen træneren: Meget turbulent

Martin Spelmann skal igen have ny træner, efter tyrkiske Genclerbirligi har fyret sin træner.

Den tidligere OB-spiller Martin Spelmann skiftede i sommer det fynske og Danmark ud med Genclerbirligi og Tyrkiet. Her nærmer første halve år sin afslutning, og midtbanespiller Martin Spelmann, 28 år, kan se tilbage på en turbulent tid.

Træner Stuart Baxter var kun i klubben i to måneder, inden han fik en fyreseddel af den tyrkiske klubs 80-årige ejer. Siden tog assistenten over, og så kom Mehmet Özdilek. Han har nu også fået en fyreseddel, fortæller Martin Spelmann.

- Det har været meget turbulent. Vi har lige fået fyret træneren igen i dag, siger Martin Spelmann til metroxpress, da han skal fortælle om sit halve år i tyrkiske Genclerbirligi.

- Og så kan vi starte forfra igen. Det er en rutsjebane! Jeg søgte en udfordring, og det har jeg i den grad fået. Nye trænere har altid fire-fem spillere med, og du ved ikke om du så er en af dem, der skal ud. Det er lidt et cirkus, siger Martin Spelmann.

Dermed er det assistenten, der overtager midlertidigt, og Spelmann forventer, at der snart kommer endnu en ny manager.

Klubben røg i weekenden under nedrykningsstregen i den bedste tyrkiske række.