Stort interview: Philip Billing fik debut for tidligt
Foto: Ben Hoskins/Getty Images
Generelle

Stort interview: Philip Billing fik debut for tidligt

Philip Billing gør en god figur i engelsk fodbold, men det danske talent er ikke kommet sovende til det, og der har været store, mentale udfordringer undervejs.

Kan man være 196 centimeter høj, men stadig gå under radaren?

Ja, det kan man godt, når man hedder Philip Billing og tørner ud for Huddersfield Town i den næstbedste engelske række. Den 20-årige midtbanespiller gør en flot figur for Huddersfield, og bedømt ud fra præstationerne kan han på alle måder måle sig med væsentligt mere omtalte landsmænd som Nicklas Bendtner, Lasse Vibe, Anders Lindegaard og Simon Makienok, der også spiller i Championship. 

Men Philip Billing går alligevel en smule under radaren i Danmark, selv om han har masser af vind i sejlene. Det har dog været en lang proces for vestjyden at nå dertil.

- Billing er kommet godt tilbage, efter han var skadet. Han har indhentet den kampform, han tabte i starten. Huddersfield har gjort det godt i denne sæson under den tyske træner, og Phillip nyder at være i klubben, siger Philip Billings agent, Gulli Tomasson, til tipsbladet.dk.

Den 20-årige dansker har gennemgået en markant udvikling, siden han fik debut for Huddersfield allerede som 17-årig. Umiddelbart må det betegnes som et kæmpe skulderklap for en ung spiller at få førsteholdsdebut i en så tidlig alder, men hvis man spørger agenten, har der også været en bagside.

- Jeg vil sige, at den største forskel er, at han er blevet mere moden og klar. Tingene kom måske lidt for let og hurtigt til ham i starten. Han fik debut allerede meget tidligt, og jeg synes, han blev kastet lidt for tidligt for ulvene. For det er sådan med unge spillere, at når de får debut så tidligt, kan de hurtige føle, de er verdensmestre, og så forstår de jo ikke, hvorfor der igen kan gå lang tid, før de spiller, siger Gulli Tomasson og tilføjer:

- Det har givet Philip nogle mentale ting at arbejde med, og det synes jeg, han har gjort rigtig fint. Han skal hele tiden huske på, at der skal arbejdes hårdt, og nu fremstår han mere som en, der er klar til at slås med de store drenge.

Slås med de store drenge har Philip Billing fået rig mulighed for, siden han blev skadesfri, og han har blandt andet scoret to mål - det ene et sandt drømmemål - men der er stadig meget at arbejde med for det tidligere Esbjerg-talent.

- Philip har spillet nogle gode kampe, men det er vigtigt at understrege, at han stadig jagter sit gennembrud i Huddersfield. Det har han slet ikke fået endnu, og det skal være det første mål på vejen, lyder det fra agenten, der med glæde noterede sig Billings drømmemål mod Cardiff i november sidste år:

- Jeg har sagt til ham, at han lige så godt kan lade være med at lave langskud igen. Han scorer alligevel aldrig sådan et mål igen, siger han med et grin.

Philip Billing skiftede til Huddersfield fra Esbjerg fB i 2014, men skiftet var ikke et udtryk for en bevidst karrierestrategi. Nærmere et udtryk for de klassiske tilfældigheder i fodboldens verden.

- Fodbold er tit tilfældigheder, og det var det sådan set også med Philip. Der var en engelsk scout, der så ham og undrede sig over, at han ikke havde kontrakt i Esbjerg. Derfor blev han hentet til Huddersfield, men det kunne lige så nemt have været alle mulige andre steder. Dengang vidste Philip heller ikke, hvad det egentlig vil sige at være professionel fodboldspiller, så han har haft meget at arbejde med på den front, slutter Gulli Tomasson.

Philip Billing og Huddersfield Town er på fjerdepladsen i Championship. Danskeren forlængede sidste år sin kontrakt med englænderne frem til sommeren 2020.