Generelle

Svensk profil skal finde ny klub

Emir Bajrami bliver ikke holdkammerat med Andreas Bjelland alligevel. Til sommer forlader han Twente.

Det er stadig et lille stykke tid til, at transfervinduet åbner, men allerede nu er der begyndt at komme godt gang i klubskifterne og i særdeleshed rygterne rundt om i det ganske fodboldeuropa.

I forvejen er der rigtig mange spillere, der skal på udkig efter en ny arbejdsgiver i sommerferien, og nu har endnu en meldt sig ind i køen. Det drejer sig om den svenske landsholdsspiller Emir Bajrami. Svenskeren har fået mindre og mindre spilletid for Twente i denne sæson, og det har givet ham et vink med en vognstang om, at han vil væk fra Holland to år før kontraktudløb.

- Der er ingen tvivl om, at han har brug for at komme til en ny klub og få mere spilletid. Vi er enige med Twente om, at Emir skal prøve noget nyt til sommer, så nu gælder det om at finde en ny klub. Han har allerede takket nej til tilbud fra Rusland, fortæller Emir Bajramis agent, Patrick Mörk, til fotbollskanalen.se.

Emir Bajrami ønsker at fortsætte karrieren i enten Spanien, Italien eller England, afslører hans agent endvidere. Kantspilleren kom til Twente i 2010 fra Elfsborg.