Thomas Frank: Brentford er en fantastisk klub
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Generelle

Thomas Frank: Brentford er en fantastisk klub

Thomas Frank har fundet sig godt til rette og nyder tilværelsen i Brentford FC.

Den tidligere Brøndby-træner Thomas Frank blev i december præsenteret som ny mand i Brentford FC, hvor han arbejder som assistenttræner for Dean Smith. To måneder er gået for Frank i det engelske, og han nyder opholdet i Championship-klubben.

- Jeg synes, det er en fantastisk klub. Der er rigtig mange aspekter, som jeg godt kan lide. Vi er en af de mindste klubber i Championship, men jeg synes, vi har nogle store styrker. Vi er som en familie - alle tager sig af hinanden og ønsker, at klubben udvikler sig. Jeg synes, vi har en rigtig god stab, der ønsker at udvikle sig, siger Thomas Frank til Brentford FC's hjemmeside og fortsætter:

- Jeg kan rigtig godt lide fodboldkulturen her. Jeg synes, Brentford er en meget interessant klub. De har et projekt, hvor man kan gøre forskellige ting med mange specialister involveret i staben, og det kan jeg godt lide. Måske kan vi en dag udvikle os, så vi kan finde en vej, der fører til toppen.

- Jeg synes, vi har gjort det godt de seneste par kampe. Gutterne har gjort det godt og scoret seks mål i to kampe, skabt chancer og leveret en god holdindsats, slutter Thomas Frank.

Brentford FC med Andreas Bjelland og Lasse Vibe på banen og Thomas Frank på trænerbænken er på 13. pladsen.