Den svenske træner Søren Åkeby havde store ambitioner og armbevægelser, da han i starten af det nye årtusinde satte sig i stolen som AGF-træner. Søren Åkeby kom med en udmelding om, at klubben skulle have guld inden for tre år. En ambition, som han aldrig var i nærheden af at indri i sin tid som AGF-træner.
Siden har Søren Åkeby flakket rundt som træner i Skandinavien, hvor han for fire måneder siden overtog den ledige cheftræner-position i Assyriska. Den position har han dog valgt at forlade med øjeblikkelig virkning, fordi han har andre vigtigere ting at tage sig af.
- Søren har en familiær situation, så han ikke kan finde den tid, der kræves for at være cheftræner, lyder det i en melding fra Assyriska.
Klubben er sidst i den næstbedste svenske række, og nu vender klubber sig i stedet til den mand, der for fire måneder siden blev fyret i klubben. Azrudin Valentic er nemlig allerede på lønningslisten efter sin fyring og skal så forsøge at hjælpe Assyriska ud af problemerne.
Der resterer syv kampe i den næstbedste svenske række, og Assyriska har fem point op til Landskrona, der er placeret som nummer 14 - en placering, som giver playoff-spil om nedrykning.