Video : Tipsbladet
Generelle

Trist Morten Olsen: Han var ikonet over dem alle

Danmarks tidligere landstræner Morten Olsen mindes afdøde Franz Beckenbauer.

- Det er jeg ked af at høre. Det er en skam. Jeg vidste godt, han havde været syg i et stykke tid, men det kommer bag på mig. 

Morten Olsen var én af de danskere, der kendte Franz Beckenbauer allerbedst, og derfor skal Danmarks mangeårige landstræner også lige synke en ekstra gang, da Tipsbladet overbringer ham nyheden om, at "Der Kaiser" har lukket øjnene for sidste gang.

Franz Beckenbauer, der vandt Ballon d'Or to gange, er sovet stille ind i sit hjem i Tyskland, så nu er der kun minderne tilbage. Dem er der til gengæld også mange af, lyder det fra 74-årige Morten Olsen.

- Franz var en spiller, der i sin tid var med til at opfinde den position, jeg selv spillede i en årrække - den position, vi kaldte libero. Han var en klog spiller, som var teknisk fremragende. Han var i virkeligheden mere midtbanespiller end forsvarsspiller, det var i hvert fald der, hans forcer kom bedst til udtryk, og det var svært for modstanderne at håndtere, fordi det aldrig var set før, siger Morten Olsen til Tipsbladet og fortsætter:

- Jeg har mødt Franz utallige gange - blandt andet til en galla i København. Og så havde jeg den ære, at han udtog mig til et hold, der skulle spille en showkamp i forbindelse med hans 50 års fødselsdag. 

Den tidligere danske landstræner beskriver Franz Beckenbauer som en rar og ydmyg person, der værnede meget om sit privatliv. Han var samtidig enormt værdsat af både med- og modspillere i fodboldens verden.

I 2004 kunne Beckenbauer og Morten Olsen have fået en endnu tættere relation, da "Der Kaiser", der dengang var vicepræsident i det tyske fodboldforbund, tilbød Olsen jobbet som tysk landstræner - et tilbud, danskeren takkede nej til.

- Det var en ære, at han spurgte mig.  Der var bare et job, jeg syntes var større end det, han tilbød mig, siger Morten Olsen, der på det tidspunkt havde været dansk landstræner i fire år og fortsatte på posten i yderligere 11 år. 

Franz Beckenbauers død har udløst øjeblikkelig landesorg i Tyskland, hvor den tidligere landsholdsspiller og landstræner var et ikon helt frem til sin død.

- Han var ikonet over alle i Tyskland. Hans stemme har haft enorm betydning for fodbolden i al almindelighed. Han var den største. Når først Beckenbauer talte, så lyttede man, fastslår Morten Olsen. 

Nu har "Der Kaiser" talt for sidste gang. Franz Beckenbauer blev 78 år.