Generelle

Zohore den Store

Portræt: Han er stor som en klippe, han er hurtig som få og hans venstreben kan næsten rive et net i stykker. Men FC Københavns Kenneth Zohore er kun 16 år, og derfor skal vejen ind i de voksnes fodboldverden tages i kontrolleret tempo. Men nogle gange ender det alligevel med en sprint, og dem plejer han at vinde.

»Han startede med at træne med førsteholdet en gang imellem, så et par gange om ugen og det responderede han fint på, så vi var ikke bekymrede for at rykke ham op på fuld tid i sommer. Men det er også vigtigt, at han stadig er nede at træne med U/19 en gang imellem og også spiller kamp for dem, så han rent fodboldmæssigt kommer i et miljø, hvor de svære ting kan lykkes lidt tiere. Og så betyder det også meget, at han går i 10. klasse med nogle jævnaldrende,« siger Johan Lange. For den unge angriber har taget mange spring på kort tid, og så er det meget naturligt, at det kan være svært at følge med på alle niveauer eller som hans tidligere U/17-træner Jonnie Larsen siger det:

»Selv om han har fysik som en 30-årig, så er han altså kun 16 år, og med alle de ryk er det oplagt, at man kan blive forvirret. Tænk på, at han kom fra U/15, hvor de snakker PlayStation til U/17, hvor de snakker damer, og nu er oppe på førsteholdet, hvor de snakker familieliv og aktiekøb. Samtidig begynder agenterne også at ringe og trække i ham, så alt i alt er det vigtigt også at være opmærksom på det mentale og give ham mulighed for at være sammen med nogen jævnaldrende,« fortæller den mange-årige KB-træner, der for halvandet år siden tog nogle af de første skridt med Zohore i forhold til at forberede ham til et liv blandt seniorspillerne.

»Vi arbejdede meget individuelt med ham, også med træninger om morgenen, og det var altid med det sigte, at der ville komme en dag, hvor han blev matchet af spillere, der var lige så store og lige så hurtige som ham. For hans medfødte fysik betød jo, at der var nogle ting, han ikke havde behøvet at arbejde så meget med tidligere.«

»For eksempel var han egentlig god nok i hovedspillet og havde faktisk også en fin teknisk udførelse af selve hovedstødet, men man kunne også godt se, at han aldrig var blevet matchet i luften. Før i tiden havde han jo bare kunnet blive stående og heade til bolden, uden nogen kunne nå op. Så han blev ikke presset maksimalt. Det samme gælder i nærkampsstyrken, for han havde jo ikke haft behov for det. Han kunne bare vælte forsvarerne med sit løb.«»Omvendt så havde han selvfølgelig også nogle spidskompetencer målt udfra et U/17-niveau. Hans store styrke er hans speed, specielt på de første fem meter, der er de vigtigste for en angriber, men han kan også holde farten de næste 15-20 meter. Vi testede selvfølgelig spillerne, og han var den hurtigste på U/17-årgangen, og den speed er jo alt-afgørende også på længere sigt.«

Læs mere på næste side