Video : Tipsbladet
La Liga

Bellingham i ny sag: Kan koste lang karantæne

Når Leipzig-kampen er overstået, så går der muligvis en del tid, inden Bellingham skal spille igen.

Den engelske stjernespiller Jude Bellingham var en tand for åbenmundet til dommerens smag i weekendens kamp for Real Madrid mod Valencia. Her scorede hovedstadsklubben umiddelbart efter, at der var fløjtet af, og det fik englænderen til at tænde af.

Helt præcist skulle han have fået 'it's a fucking goal' over sine læber, og det kostede altså et rødt kort for ham. Nu lader det til, at der godt kan vente ham en længere pause i skammekrogen, skriver spanske AS.

Her bliver der peget på, at når Real Madrid har spillet deres returkamp mod Leipzig, så vil han være i fare for, at det først bliver i april, at han kommer til at spille igen.

Onsdag skal det spanske disciplinærudvalg mødes, hvor det ifølge førnævnte avis forventes, at Bellingham enten kommer til at få to eller tre kampes karantæne. Dermed vil han ikke kunne være med i opgørene mod Celta Vigo, Osasuna og i værste fald også Athletic Bilbao.

Først 14. april vil han igen være i spil i La Liga, hvor de skal møde Mallorca. Kampen efter venter El Clasico mod Barcelona.

Når det kommer til kampen mod Leipzig, så har Real Madrid et godt udgangspunkt, da de vandt udekampen med 1-0.

Det er ikke første gang, at Bellingham har været i søgelyset for de ting, som han siger under en kamp. I en kamp mod Getafe var han ude efter Mason Greenwood, men til trods for historier om, at det kunne blive til karantæne, så skete det ikke.

Bellingham har spillet 30 kampe på tværs af alle turneringer for Real Madrid i denne sæson, og det er blevet til 20 mål.