Video : Tipsbladet
La Liga

Christensen stadig skadet: Har fokus på PSG

Andreas Christensen har stadig udfordringer med sin akillessene, forlyder det.

FC Barcelonas Andreas Christensen sad over i den seneste landsholdssamling grundet en skade, og det lader til, at han endnu ikke er kommet helt af med den. Derfor ser det ud til, at klubben må spare ham i deres kommende kamp mod Las Palmas.

Det skriver den catalanske sportsavis Mundo Deportivo.

Her bliver der peget på, at de smerter, som forhindrede ham i at spille mod Atletico Madrid stadig er noget, der giver ham problemer - og derfor vil det være logisk, at man holder ham ude i den kamp.

Der venter nemlig en stor opgave i kampen efter, hvor Barca skal møde Paris Saint Germain i Champions League, som efterhånden er ved at blive lidt af en klassiker med deres indbyrdes forhold både på og udenfor banen.

Derfor er der ifølge avisen stor fokus på netop den kamp, som Christensen skal blive klar til.

Specielt var kampene i 2017, hvor PSG vandt 4-0 hjemme, men tabte på dramatisk vis i overtiden med 1-6 i udekampen. Kort efter snuppede den franske hovedstadsklub Neymar, som de gjorde til verdens dyreste, da de betalte hans frikøbsklausul på 1,65 milliarder kroner.

Senest var Christensen heller ikke med på træningsbanen, men det var hans forsvarsmakker Ronald Araujo, som dog alligevel er tvivlsom til den kommende kamp. Alt vil dog blive besvaret lørdag, når truppen offentliggøres.

Kampen mod Las Palmas spilles også lørdag, mens PSG-opgøret først er 10. april. Pausen skyldes, at der er Copa del Rey-finale mellem Bilbao og Mallorca i næste weekend, hvor ligaen ligger stille.