Andrew Hjulsager matchvinder for U/21
Illustration: DBU
Landshold

Andrew Hjulsager matchvinder for U/21

Danmarks U/21-landshold misbrugte mange chancer, men vandt alligevel 1-0 over Bulgarien. Andrew Hjulsager blev matchvinder.

Danmarks U/21-landshold måtte skuffende nøjes med 0-0 i den første EM-kvalifikationskamp mod Wales, og det skulle revancheres tirsdag aften, da Bulgarien var på besøg i Aalborg. Et bulgarsk mandskab, som Danmark for bare et år siden tævede med 7-1.

Så let gik det ikke denne tirsdag, men Niels Frederiksen og co. fik, hvad de kom efter. Danmark hentede således kvalifikationens første sejr, da Bulgarien blev besejret 1-0.

Hjemmeholdet havde bolden mest og svingede dirigentstokken, men der blev ikke skabt de store chancer. Man skulle helt hen til den sidste fjerdedel af kampen, før der for alvor kom gang i kampen.

Efter en times spil var Frederik Børsting tæt på, da han slap alene igennem med gæsternes målmand, men chancen blev ikke udnyttet. Kort efter servicerede banens bedste, Andrew Hjulsager, Kenneth Zohore med en fantastisk aflevering, men Zohore helkiksede fra en fri position.

Ti minutter senere var Andrew Hjulsager på spil igen, og denne gang var der ingen slinger i valsen. Brøndby-spilleren opsnappede bolden i feltet, og med et kort aftræk gjorde han det til 1-0. Få sekunder senere kunne Hjulsager have gået fra målscorer til oplægger, da han spillede Lucas Andersen helt fri, men den tidligere AaB-spiller ramte stolpen.

Bulgarien havde ikke meget af byde ind med i opgøret, og da gæsterne endelig havde en kvalificeret afslutning efter 75 minutter, var Jeppe Højbjerg på plads i målet.

1-0 blev kampens slutresultat, og dermed fik danskerne tanket selvtillid, inden Rumænien venter på udebane den 13. november.